Vi glæder os til at byde velkommen til alle jer, som enten kommer på introduktionskursus eller i brobygning hos os. Her modtager I undervisning, der svarer til 1.g/1.HF/pre-IB-niveau, og får samtidig information om vores uddannelser. I deltager også i de aktiviteter, der foregår på gymnasiet, mens I er her, f.eks. tværfaglig undervisning, formiddagssamlinger og fællestimer. Desuden får I mulighed for at overvære undervisningen i vores ”almindelige” klasser og få en snak med vores elever.
Læs mere om mulighederne for at besøge os nedenfor. Du kan i øvrigt få mere information hos skolevejlederen på din egen skole. Du er naturligvis også meget velkommen til at henvende dig til os, hvis du har spørgsmål eller lign. Hvis du bliver tilmeldt et introkursus eller brobygningsforløb hos os, vil du via din skolevejleder modtage et velkomstbrev med praktiske oplysninger om mødetid m.v.
I 8. klasse har du mulighed for at besøge STX eller HF i enten 1, 2 eller 3 dage. Her vil du stifte bekendtskab med fag og tværfaglige forløb, som er typiske for grundforløbet på de to uddannelser. Målet er, at besøget gerne skulle klæde dig bedre på til at vælge uddannelse efter 9. klasse.
Introduktionskurserne er placeret i foråret.
Er du forsat i tvivl om hvilken uddannelse, du skal vælge efter folkeskolen, kan du komme i brobygning, når du går i 9. klasse for at få uddybet dit kendskab til enten STX eller HF. Brobygningen varer en uge, og du vil her prøve kræfter med fag, som er typiske på uddannelsernes første år. Du vil også stifte bekendtskab med et par tværfaglige emner, hvor to eller tre fag samarbejder om at belyse en sag.
Brobygningen i 9. klasse ligger i ugerne op til efterårsferien i uge 42.
Som elev i 10. klasse skal du typisk i brobygning på to ungdomsuddannelser, og her kan du bl.a. vælge at besøge STX eller HF i en uge. På STX-brobygningen bliver du undervist i en række tværfaglige forløb, som gerne skulle give dig et indtryk af de forskellige studieretninger, som findes på denne uddannelse. Samtidig er der et lille mini-projekt i faget Almen Studieforberedelse, der er noget specielt for STX. På brobygningen i HF får du undervisning i nogle af de fag og faggrupper, som kendetegner denne uddannelse. Desuden stifter du bekendtskab med nogle af de valgfag, som man kan vælge på HF.
Brobygningen i 10. klasser finder sted mellem efterårsferien og juleferien.
I en uge mellem efterårsferien og juleferien har du mulighed for at komme i brobygning på vores IB-uddannelse. Her vil du få lejlighed til at afprøve, hvad det vil sige at gå på denne engelsksprogede, internationale studentereksamen. Brobygningen på IB er placeret samtidig med de øvrige brobygningsforløb for 10. klasse, men er også for elever i 8. og 9. klasse.