Fodboldstævne

Fodboldstævne i Grenaa den 28. september 2011.
Idrætslærer Klaus Brandt rapporterer:
Igen i år var Grenaa Gymnasium vært for det traditionelle fodboldstævne, hvor modstanderne var Rønde Gymnasium, Favrskov Gymnasium samt Paderup Gymnasium. Pigerne startede stævnet flot med en 5 : 1 sejr over Rønde. Den efterfølgende kamp mod Favrskov var i 1. halvleg en meget lige dyst med mange målchancer til begge hold, men selv om GG-pigerne pressede Favrskov helt i bund i det meste af 2. halvleg endte kampen uafgjort 1 : 1. Nu skulle den sidste kamp mod favoritterne fra Paderup vindes, hvis pokalen skulle hentes til Grenaa. Pigerne kæmpede bravt, men Paderup var igen i år urørlige og vandt den afgørende kamp mod Grenaa med hele 5 : 0 efter forinden at have slået både Favrskov samt Rønde.
Drengeholdet var hele 19 mand af sted, og havde forud for stævnet gennemført tre træningssamlinger og derudover vundet 8-1 i en træningskamp mod 3.g, idræt B. Forventningerne var derfor i top før første kamp mod Favrskov, så det kom noget bag på os, at vi i 1.halvleg rent ud sagt blev spillet langt ned under græstæppet af et stærkt og særdeles sammenspillet Favrskov-hold. Mirakuløst gik vi til pausen med 0-0 efter at keeper Mikkel Due (2.p) havde reddet et straffespark. I pausen valgte vi at gå væk fra 4-5-1-systemet, og over til 4-4-2, hvor vi spiller med to angribere i stedet for kun én. Med to angribere ville vi få nemmere ved at spille bolden ud af forsvarszonen. Taktikken lykkedes og 2.halvleg var meget lige. Kampen endte 0-0. I anden kamp vandt vi 6-0 over Rønde og i sidste kamp vandt vi også ret sikkert 2-0 over Paderup. Favrskov havde imidlertid vundet med hele 10-1 og 4-0 i deres kampe, og de var, må vi erkende, en meget fortjent vinder af stævnet.
Drengeholdet spiller i år med om gymnasie-DM og skal fredag den 14/10 til Aars for at deltage i regionskampene mod 10 andre gymnasier, heriblandt Aarhus-gymnasier som Aarhus Katedralskole, Marselisborg og Viby. Vinderen kvalificerer sig til finalestævnet. For at være optimalt forberedte spiller drengeholdet tirsdag den 4/10, 16.45, træningskamp mod det stærke U 19 hold fra FC Djursland. Kampen spilles ude på Stadion, kom ud og bak skolens helte op!
Se billeder fra stævnet her
Grenaa Gymnasium
N. P. Josiassensvej 21
DK - 8500 Grenaa
| Tlf. | +45 8758 4050 |
| Fax. | +45 8758 4060 |
| gg@grenaa-gym.dk | |
| Elektronisk fakturering: | |
| EAN nr. | 5798000557390 |
| CVR nr. | 29542481 |
