Rullende inspiration på Grenaa Gymnasium

Kandidater, ph.d.-studerende og forskere fra Århus Universitet indtog Grenaa Gymnasium fredag med Det rullende universitet ...

... til undervisning, forelæsninger og inspiration for gymnasieeleverne

Engagerede studerende, lærerig undervisning og masser af gode idéer prægede fredag d. 25/9, hvor gymnasieeleverne fik lov at opleve universitetsstuderendes udlægning af den undervisning, der foregår et trin højere oppe i uddannelsessystemet.

Studerende fra humaniora og naturvidenskab fra Århus kastede sig ud i at give smagsprøver på universitetes studieliv. Blandt underviserne var Jacob Becker, en ung ph.D.-studerende i kemi, der med glæde og masser af motivation fremviste det bedste fra kemiens verden – rester fra det sidste lilla forsøg findes muligvis stadig i loftet – suppleret med småvittige kommentarer og nyttig faglig viden. Et af Beckers vigtigste råd til eleverne er at huske at have et liv ved siden af studierne: ”Man må ikke hælde sit spirende sociale liv ud i afløbet og skylle ud,” siger han, ”man bliver bindegal uden.” Han understreger, at Århus Universitet summer af sociale aktiviteter og hygge lige fra idrætsdag og kapsejlads til julefrokoster og fredagsbar.  

Mange elever blev positivt overraskede over dagen, både indholdet, underviserne og det faglige niveau. Det hele var meget relevant og blev serveret på end indbydende og interessant vis, der ikke var for kompliceret til spirende universitetsstuderende. Selvom mange blev undervist i fag, hvor stoffet svarede til universiteternes andetårsstof, gav det ikke umiddelbart anledning til problemer. ”Det har været spændende. De var gode til at svare på de spørgsmål, vi stillede og fremlægge deres sag, så vi kunne forstå den,” siger Linda fra 3.a.  

Flere blev inspireret, og kom tilmed et skridt nærmere fastlæggelsen af deres fremtidsplaner. ”Dagen i dag har været lærerig og har givet stof til eftertanke,” fastlægger Sanne fra 2.t, ” universitetet er lige mig. Det lyder bare mega spændende!” Hun har i dag lyttet til en antropologistuderende fra det Humanistiske Fakultet fortælle om blandt andet placeboeffekten.

Også Christian fra 2.t var begejstret for det Rullende Universitet: ”Det har været godt at få et indblik i, hvordan universitetsundervisningen er,” fortæller han. De studerendes råd til gymnasiets elever er, at det er værd at kaste sig ud i et universitetsstudium. Det er jo ikke fordi, der ingen vej er tilbage, når man har valgt en længere videregående uddannelse, fx universitetet – det kan altid lade sig gøre at skifte til et andet studium, hvis det viser sig, at det ikke var noget. Som Nicolai Nygård, Institut for Fysik og Astronomi (IFA), der holdt forelæsning om kvantemekanik, understregede, er det lysten der driver værket.    

Dagen sluttede vellykket med GG’s helt egen fredagsbar, fredagscaféen, der denne eftermiddag var krydret med pølser.

Af Laura Hansen 2.t og Trine Hald Thøgersen 3.xs   
Se alle de gode billeder af Jonas Svenstrup Hansen 3.uk og Kirsten Roug i galleriet.


Århus Universitet tilbyder uddannelse af unge til højeste niveau og grundforskning på verdensplan. Der er pt 35.000 studerende på universitetet, der udbyder 70 forskellige bachelor- og masteruddannelser, hvoraf 16 af dem er naturvidenskabelige. Endvidere er der mulighed for kombination af uddannelser og studieophold i udlandet.

Kontakt os

Grenaa Gymnasium
N. P. Josiassensvej 21
DK - 8500 Grenaa

Tlf.   +45 8758 4050 
Fax. +45 8758 4060
E-mail     gg@grenaa-gym.dk
Elektronisk fakturering:
EAN nr. 5798000557390
CVR nr. 29542481

 

 

 

  
Globale Gymnasiers hjemmeside

        Projektfrivillig_logo_RGB.jpg