Erasmus+ udveksling på Grenaa Gymnasium
21
dec
2021

I lighedens tegn

Fire dages udvekslingsbesøg gav mod på mere

I starten af december havde eleverne i 3.akm fokus på lighed sammen med gæster fra Kroatien, Tyskland og Spanien. Der var tale om anden runde af et EU-financieret udvekslingsprojekt, der har til formål at øge kendskabet til og bevidstheden om europæiske værdier blandt unge.
Lærke Skovgaard Lykke og Benjamin Nørgaard Trønnes går begge i 3.akm og havde dermed fire anderledes skoledage som værter for hver deres gæst fra Tyskland.

– Det var sjovt og hyggeligt, men også lidt vildt at have en fremmed boende, fortæller Benjamin. – Ja, det var lidt grænseoverskridende, og man skal jo sørge for gæsten. Men de var virkelig nemme at snakke med, supplerer Lærke.

Der var naturligvis lagt et program for de fire dage udvekslingsbesøget varede. Der var aktiviteter på Grenaa Gymnasium som på forskellig vis fik eleverne til at reflektere over værdien lighed, blandt andet fik eleverne frie hænder til at producere videoer, der belyste lighed set fra deres perspektiver. Der var også en dagsudflugt til Aarhus med besøg på museet KØN og Moesgaard Museum. Derudover var der også sat tid af til samvær i værtsfamilierne og også en fælles middag og tur i bowlingcentret.

– Nu glæder jeg mig til tredje runde i Spanien i marts. Jeg glæder mig til 25 grader og til at skulle være gæst. De viste en video med håndbold på stranden, fortæller Benjamin forventningsfuldt

Første runde i udvekslingsprogrammet fandt sted i november 2019 i Lübeck, hvor temaet var frihed. Tredje runde har temaet tolerance og fjerde og sidste runde i Kroatien vil have temaet demokratisk deltagelse.

Erasmus+ udveksling på Grenaa Gymnasium