01
nov
2016

Grenaa Gymnasium varmer op til præsidentvalget

USA-kenderen David Trads holdt et medrivende foredrag

”Da Trump dukkede op som kandidat i de amerikanske primærvalg for et års tid siden, blev jeg spurgt, om jeg mente, han havde en chance. Jeg sagde ”Glem ham. Han er ude om nogle uger eller et par måneder.”” Med denne indrømmelse af at have taget 100% fejl indledte journalisten og forfatteren David Trads sit foredrag på Grenaa Gymnasium tirsdag d. 1. november.
Trads har boet sammenlagt 10-12 år i USA og besøger fortsat landet hvert år, og han har dermed et indgående førstehåndskendskab til det amerikanske samfund. På det grundlag formåede han i løbet af halvanden time med historisk perspektiv og et væld af anekdoter fra sit virke som journalist i USA, at gøre det levende for elever og lærere, hvem Trumps vælgere er, hvad Trump er for en kandidat, hvorfor Hillary Clinton er så upopulær, og hvad de alvorlige internationale konsekvenser det kan få, hvis hhv. Trump eller Clinton vinder valget.

Skræmmende valgmøder

Cecilie Søndergaard Pedersen, Judith Anna Molich og Johannes Vestergaard Pedersen, 2.k, er alle tre begejstrede for foredraget. ”Man kunne virkelig mærke at han er en erfaren foredragsholder. For mig er et foredrag af den kvalitet det bedste, man kan bruge sin tid på, ” siger Johannes. ”Jeg var imponeret over, at han havde så meget styr på, hvor han ville hen med de historier han fortalte,” supplerer Cecilie.
Især Trads’ beretning om et Trump-valgmøde, som han var nødt til at iføre skovmandsskjorte og Trump-kasket for at blive lukket ind til, gjorde indtryk på eleverne. ”Han har virkelig været ude i marken og har insider-viden,” siger Judith. ”Ja, det virker helt skræmmende, at valgmøderne er så kontrollerede,” siger Johannes med henvisning til Trads’ beskrivelse af, hvordan der er ”for-klappere” til Trumps valgmøder og hvis man ikke klapper med, så bliver man smidt ud, og hvordan Trump formår at få folk til taktfuldt og med den ene arm i vejret at råbe ”the Mexicans, the Mexicans” når han retorisk spørger, hvem der skal betale for den mur, han lover vil blive bygget på grænsen mellem USA og Mexico.

Klædt på i samfundsfag og engelsk

De tre elever har samfundsfag på B-niveau og de har både i samfundsfag og i faget engelsk i ugerne op til fællesstimen haft forløb om USA og det amerikanske politiske system. Lige inden fællestimen fik de også en introduktion til hvem David Trads er og forberedte spørgsmål til ham. Så de følte sig godt rustet til fællestimen.
”Jeg kunne måske nok have ønsket, at han var lidt mere neutral, men på den anden side bliver det mere spændende af, at han ikke er det. Jeg synes, det er på sin plads med ros til Grenaa Gymnasium, at man vælger at bruge penge på et foredrag som dette. Det var halvanden time, hvor jeg lærte noget,” siger Cecilie.
Fællestimen med David Trads var for alle STX- og HF-elever på Grenaa Gymnasium. For IB-eleverne var der i den foregående uge en fællestime med amerikanske repræsentanter for Demokraterne, Republikanerne og The Green Party.