The 2019 IB Cap Ceremony at Grenaa Gymnasium
29
maj
2019

Nye perspektiver og luft under vingerne

Fredag d. 24. maj tog Grenaa Gymnasium afsked med 43 internationale studenter. Forældre og pårørende var mødt op fra nær og fjern for at deltage i arrangementet.

Hvert år er de internationale studenter fra Grenaa Gymnasium de første til at springe ud på Djursland, fordi eksamensperioden for IB-uddannelsen begynder allerede i slutningen af april, og det hele er overstået efter blot tre meget hektiske uger med et tætpakket program af skriftlige eksamener.

Traditionen tro bestod den internationale dimission udover taler, legatuddeling og officiel hue-påsættelse også af et traktement. De endelige eksamensresultater foreligger først i begyndelsen af juli, når elevernes eksamensbesvarelser er blevet vurderet af censorer i udlandet.

Mange forældre og pårørende var mødt frem og en del af dem kommer langvejs fra og har måske ikke haft mulighed for at besøge skolen med ligeså jævne mellemrum, som forældre i lokalområdet har. Derfor er ”the Cap Ceremony” (hue-ceremonien), som arrangementet bliver kaldt, den eneste lejlighed en del af dem har for at se deres børns klassekammerater og deres forældre og få et indtryk af Grenaa og omegn.

The 2019 IB Cap Ceremony 2019 at Grenaa GymnasiumÅrets elev-tale: Om alt det man lærer af at gå i skole, som ikke står i bøgerne

En vellykket studentertale blev holdt af tre studenter i fællesskab: Valeriia Muhkai (Ukraine), Oliver Kirkegaard Laursen (Grenaa) og Emmanuel Trier (Kenya/Schweiz). Talen kredsede om oplevelsen af et kulturchok i begyndelsen, som blev efterfulgt at opbyningen af stærke kammeratskaber og et væld af blandt andet kreative aktiviteter, som tilsammen har bidraget til at fremtidsplaner er blevet taget op til grundig revision.

Oliver med de lokale rødder reflekterede over, hvordan han, som altid har haft en stærk udlængsel, er blevet overrasket over at IB-uddannelsen gav ham et kulturchok af den gode slags. Alt det velkendte i Grenaa, som han troede han kendte ud og ind, kom han til at se med nye øjne i kraft af sine internationale klassekammerater. ”Jeg har altid længtes efter at rejse og se verden. Men her kom hele verden til mig. … Det som sker, når du ser det velkendte i et nyt perspektiv, er, at du bliver klar over, hvor du kommer fra og hvordan det har gjort dig til den, du er,” sagde Oliver blandt andet i talen.

The 2019 IB Cap Ceremony at Grenaa GymnasiumFra Kenya og Schweiz til Danmark

Emmanuel Trier kom til Grenaa med skolegang i henholdsvis Kenya og Schweiz. ”Jeg troede, jeg vidste hvilken slags mennesker, jeg ville møde og hvordan der ville være i Danmark. … Det var meget naivt af mig! Danmark er meget forskellig fra Schweiz og endnu mere forskellig fra Kenya,” fortalte Emmanuel blandt andet.
Valeriia anede i modsætning til Emmanuel ikke, hvad hun skulle forvente. ”Det at opdage så mange muligheder, så mange grænser at krydse sammen med så mange forskellige mennesker. … Som alle der er tilstede her ved, så var det vores forskelligheder, som skabte sammenholdet i mellem os. Vi taler på samme måde om den kultur vi hver især kommer fra.”

Et stærkt fællesskab på Grenaa Gymnasiums kostskole

En stor del af de internationale studenter bor på Grenaa Gymnasiums kostskole, og det var Valeriia, som i talen understregede fælleskabet dér, som hun har oplevet som enestående. ”Vi har lært at fungere som en gruppe… vi kender hinandens styrker og det gør det let at få hjælp. Og jeg har aldrig hørt nogen afslå at hjælpe, og det er også det, der har fået mig til at stå her på talerstolen i dag. Jeg ved, at vi har hinandens støtte, ” sagde Valeriia blandt andet.

The 2019 IB Cap Ceremony 2019 at Grenaa GymnasiumAt blive taget alvorligt som elev

Når nu man er i gang med at revurdere sine fremtidsplaner, og ideerne til, hvad man så skal i stedet for, trænger sig på, så kan man få brug for hjælp af den ene og den anden slags, tit også bare af helt praktisk karakter. ”Når vi havde en idé, vi gerne ville føre ud i livet, så blev vi mødt med smil og imødekommenhed fra skolens side. Det vil jeg gerne sige tak for, og for at Grenaa Gymnasium er et sted, hvor eleverne bliver taget alvorligt og får plads til at udvikle sig og undersøge ting i forskellige retninger,” lød det fra Oliver, og Emmanuel supplerede: ”Når jeg ser ud over jer, mine medstuderende, ser jeg musikere, ingeniører, læger, advokater, atleter, og meget mere. Jeg ser personer, som har gået på en IB-skole, som virkelig støtter op om sine elever, så de bliver i stand forandre verden. Husk, alene det at give en opmuntring, kan få et andet menneske til at ændre sit syn på verden. Det kan ændre personens måde at leve på og måde at tænke på. Så lad os forandre verden!”