IB elever på Aros
13
jan
2017

Intet menneske er en ø

IB1-eleverne på Grenaa Gymnasium har for nylig besøgt Aros’ udstilling No Man is an Island – the Satanic Verses.

Turen til Aros var et samarbejde mellem to af IB-uddannelsens kerneelementer, nemlig Creativity Service Activity som har til formål at udvikle elevernes praktiske engagement i omverdenen, og Theory of Knowledge som handler om forskellige måder at undersøge og forstå virkeligheden på.

Jakob Lauritsen, IB1 skriver om turen:

”Den rejser sig som en buste i landskabet, et tegn på kultur, den smukke rød-brune facade med et mavebælte lavet af vinduer, så man kan få en smagsprøve på alle goderne der venter indeni. Med hvert skridt du tager bygger spænding op, det er som at sidde i en karrusel som syvårig, hvor du sad i vognen og var så spændt på den store bakke. Sidste gang du sad i karrusellen, tissede du i bukserne og det ødelagde hele oplevelsen, men den her gang skal det nok gå godt. Klunk klunk klunk du er næsten en voksen mand, men du glæder dig til at komme ind og opleve en nye verden. Du bliver sluset ind gennem hvirveldørene, dens snurren matcher den du føler i hovedet. Det hvide gulv forbereder dig til et hav af sanseindtryk. Over dig hænger Valkyrie Rán, Nordens valkyrie, den hænger som en lille appetitvækker. Sidder og pirrer dig mens du står i kø for at få en billet, drager dig til sig og resten af bygningen, med hendes lange arme. Nogen af dem hænger helt nede ved gulvet, du drages til at give det et lille dask, til at lege med kunsten og udfolde dig som et lille barn.

Døren glider lige så stille til side og der, på gulvet, lige for an dig sidder en kæmpe på hug. Du er ikke meget større end hans fod. Han kigger på dig med sine uskyldige øjne som om han beder dig om at tage ham væk derfra, væk fra al verdens ondskaber. Det er nemlig det du er på vej ind til.

No man is an island – the satanic verses, fremhæver de problemer vi står overfor som f.eks. krig og flygtningestrømme. Det er en meget spændende udstilling omkring at stå sammen for at klare problemerne der står for dør. De har fået mange spændende malerier og udstillingsværker ind, selv to malerier fra den berømte amerikanske pop art kunstner Andy Warhol.

At tage undervisningen ud af klasseværelset og putte det ind i ARoS, som nogen ville betegne Danmarks kultur-mekka, er en helt fantastisk oplevelse. Her er der plads til at udfolde sig på en anden måde end i skolen, at udvikle sin kreative tænkning. De mange smukke, provokerende og nogen gange lidt klamme kunstværker lægger et perfekt grundlag for anderledes tænkning. Dette er almendannelse når det er bedst, en del af uddannelsen som vi i Danmark har været glade for lige siden Grundtvig”.

Sammen med lærerne Claus Løvgren og Lars Sand Kirk fik eleverne en guidet rundvisning i udstillingen No one is an Island – The satanic verses og så efterfølgende museets mange udstillinger, bl.a. Joana Vasconcelos – Textures of Life, J. F. Willumsen – Den vilde, vovede og sene Willumsen, og ARoS Focus/New Nordic The Icelandic Love Corporation – Love Conquers All!