IB2 visiting Moesgaard Museum
24
jan
2019

På sporet af Djengis Khan

IB2-elever på Grenaa Gymnasium fik kick-startet deres sidste og krævende semester inden eksamen med en ekskursion til Moesgaard Museum.

Kerneelementerne i IB Diploma-uddannelsen er Creativity Action Service (CAS) og Theory of Knowledge (TOK). Besøget på Moesgaard Museum gav faglige input til begge dele i kraft af temaer som Nomade-liv i fortid og nutid og relationen mellem museumssamlinger og opdagelsesrejsende.

Læs IB2-elev Nimue Lauritzens indtryk fra besøget på Moesgaard Museum:

På ekskursionen til Moesgaard Museum besøgte vi den nye særudstilling, som fortæller den fantastiske historie om Djengis Khan og hans rejser som nomade på de mongolske stepper.

Vi besøgte også mange andre interessante udstillinger som; forhistorien, etnografi og antropologi (De levende døde, Stjernernes oprindelse), Mød familien og Grauballemanden.

Vores guide i Djengis Khan-udstillingen havde mange sindsopvækkende historier at fortælle om nomaderne, historien om Djengis Khan og hans hærgende ryttere, som med fantastiske militære strategier lagde fundamentet for det største imperium verden har set.

Udstillingen inkluderer flotte genstande, hvoraf nogle er lånt fra museer i udlandet og nogle af dem er fra Djengis Khan’s egen tid, så vel som mange fantastiske artefakter bragt til Danmark af danske ekspeditioner igennem årene, blandt andet af Henning Haslund-Christensen i 1930’erne.

Udover Djengis Khan udstillingen kunne jeg virkelig godt lide udstillingen ’De levende døde’, som belyste mange forskellige kulturers traditioner i forbindelse med døden. Et af mine IB-fag er Visual Arts og denne udstilling gav inspiration til min port-folio. Alt i alt var udflugten meget spændende og tiden givet godt ud , også selvom vi IB2’ere har meget travlt for tiden.