Samarbejdsøvelser på Karpenhøj
05
sep
2018

Regel nummer 1: Vær dig selv

Elever fortæller om at falde til på Grenaa Gymnasium

I disse uger er der fast rutefart mellem Grenaa Gymnasium og Mols. Det skyldes, at alle 1.års-klasserne på STX, HF og Pre-IB på skift overnatter i det fri på Friluftscenter Karpenhøj. Overnatningsturen er et væsentligt element i de mange intro-aktvititeter, der skal sikre at alle kommer til at føle sig hjemme på skolen.
Ulrick, Magnus og Andreas er startet på STX og deler gerne ud af deres erfaringer. ”Der er koldt i den shelter som ligger for sig selv,” oplyser Andreas. ”Husk et ordentligt liggeunderlag. Og en pude. Men det vigtigste er at hygge sig og være social – og at være sig selv.” Ulrich og Magnus nikker samtykkende: Det er vigtigt, det der med at være sig selv.

STX 1.g elever på KarpenhøjDrengene fortæller, at de havde godt vejr til både mange-kampen med samarbejdsøvelser og aktiviteterne sidst på dagen og om aftenen. ”Nogen gik ned for at bade, andre spillede fodbold og nogen spillede musik,” fortæller Magnus.
Mad skulle der jo også til. Ulrick forklarer, at de selv havde planlagt og købt ind i deres makkerskabs-grupper. ”Vi er alle ”makker” med en af de andre i klassen og to makkerpar er en makkerskabsgruppe. To piger og to drenge i hver.”
”Det er en god idé, som hjælper til at der ikke er opdelinger i klassen fra starten,” mener Andreas.
Drengene virker til at være veltilpasse i deres klasser. Men til november, når grundforløbet på STX er slut og de har valgt studieretning, skal de måske ikke længere gå i klasse sammen. ”Det vil være en god idé til den tid med nogle aktiviteter, som kan ryste os sammen i vores nye klasser,” siger Andreas. ”Men det gode ved først at have gået i en grundforløbsklasse er, at så kender vi mere hinanden på tværs af årgangen og ikke kun dem, vi går i klasse med.”