Grenaa Gymnasium, Karpenhøj
12
sep
2016

Rystet sammen på Karpenhøj

Vejrguderne var med elever og lærere på årets Karpenhøj-ture

En del af introduktionen til livet som elev på STX-, HF og Pre-IB på Grenaa Gymnasium foregår på Karpenhøj Naturcenter på Mols, hvor eleverne opholder sig i halvandet døgn. De overnatter i shelters og laver mad over bål. Programmet byder derudover blandt andet på teambuilding-øvelser ledet af en af friluftscentrets instruktører og eleverne formulerer i samarbejde med lærerne regler for god klasserumskultur i lige netop deres klasse – hvilken klasse vil vi gerne være og hvordan skal vi være overfor hinanden for at opnå det? Denne del af programmet er en del af Netwerk-projektet, som Grenaa Gymnasium har været en del af i en årrække.
Som billederne nedenfor fra hhv. 1.q’s og 1.a’s tur viser, var der også tid til ren og skær hygge både til lands og til vands  – og helt uden alkohol.