Fridykning Grenaa Gymnasium
08
jun
2018

Træk vejret og dyk!

Elever lærte om fridykning i teori og praksis

Den danske fridykker Stig Severinsen holdt engang vejret i 22 minutter. Det lyder jo helt utroligt, så hvordan kan det lade sig gøre?

Det er en gruppe elever på Grenaa Gymnasium blevet klogere på i løbet af foråret. Sammen med biologilærer Kasper Severinsen har de fået indsigt i hvordan man trækker vejret inden dykket og forskellige teknikker til at holde vejret.

”Udover at eleverne har fået en forståelse af fysiologien bag fridykning, de har øvet sig i at holde vejret i praksis og der har også indgået yoga-øvelser, som kan hjælpe en til at finde en ro i kroppen, man måske ikke vidste, man kunne finde,” forklarer Kasper Severinsen.

”Det handler om at lære at lytte til kroppens signaler og hvordan man tackler dem, så man ikke går i panik. Det har eleverne trænet i praksis og løbende noteret hvor længe, de kunne holde vejret – alle har forbedret sig meget og alle er kommet tæt på eller over 3 minutter uden vejrtrækning.”

Eleverne fik lejlighed til for alvor at prøve det, de havde lært, af, da de lavede fridyk-øvelser i svømmehallen.

Kurset hed Explorer Fridykning og var en del af dette års GG Explorer, som er Grenaa Gymnasiums talenudviklingsprogram. Andre kurser handlede om computer-programmering, tegning og kreativ skrivning.