14
nov
2016

Valgaften på Grenaa Gymnasium

På dagen for det amerikanske valg var der ”valgaften” på Grenaa Gymnasium.

Mikkel Madsen, 3.sv, rapporterer
Eleverne blev indkvarterede på Grenaa Gymnasium klokken 6 hvor der blev holdt en kort briefing omkring programmet for aftenen. Temaet for aftenen var selvfølgelig USA så aften menuen stod derfor på store burgere, sodavand og grove pomfritter.

Herefter kom eleverne ud på forskellige workshops som skulle gøre dem klar til den store aften/nat. På workshopperne kunne man opleve hvordan eleverne selv skulle tage initiativ til at producere og føre deres egen valgkampagne. Man kunne blandt andet også opleve hvordan eleverne skulle debattere ligesom de to store kamphaner, Hillary Clinton og Donald Trump.
”Det var spændende at prøve at udforme sin egen valgkampgane, og det har helt klart givet mig en bedre forståelse af hvordan man fører valgkamp,” fortæller Gustav Dyppel, 3.sv

Efter workshoppene udsmykkede eleverne festsalen på skolen så man rigtig kom i valgstemning. Festsalen skulle være aftenens hovedpunkt, her kunne man løbende følge valgresultater og exit polls fra delstaterne og fra de to store nyhedskanaler, NBC News og Fox News til langt ud på natten.